Måske er det ikke kvindens undergang at løbe tør for æg

æggestok

Lange nætter uden søvn, men til gengæld med svedige gevandter og gennemblødte lagener. Uregelmæssige menstruationer og en evindelig frygt for uventet blodplettede bukser. Et ustabilt lune, svingende humør. Vaginal tørhed. Hormonbehandling. Naturlægemidler. En tom æggebakke. Den voksne kvindes krise. Her starter fortællingen om overgangsalderen ofte, og det kunne den for den sags skyld også gøre nu.

Af Karoline Mathilde Rasmussen og Sofie Borgaard Mathson

Klimakteriet og overgangsalderen er begge begreber, der dækker over de år, hvor kvinden stopper med at få menstruation. Ordet menopause er den kliniske betegnelse for den allersidste menstruation. For de fleste danske kvinder indtræder klimakteriet, når de er cirka 51 år, men det er heller ikke unormalt at gå i overgangsalderen som 45- eller 55-årig.

Vi ved faktisk ikke med sikkerhed, hvorfor vi går i overgangsalderen, og kigger vi på resten af dyreverdenen, er der kun to andre arter, der oplever det samme; nemlig spækhuggere og kortfinnede grindehvaler. Én teori er, at det er en beskyttelse: der er større risiko for at føde et barn med misdannelser eller selv at dø i barselsseng, jo flere år man har bag sig.

Til gengæld véd vi, hvad der sker i kvindekroppen i overgangsalderen. Æggestokkene stopper med at producere de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron, og kvindens ægløsning stopper. De flere hundredetusinder af æg, der stadig er tilbage, går til grunde. Så én ting er helt sikkert: 

Alle kvinder, hvis de lever længe nok, kommer i overgangsalderen, men hvad det munder ud i af symptomer, er ganske individuelt, og det er blandt andet her, det for alvor bliver interessant.

Det var en forsker ved navn Currier, der præsenterede den første omfattende diskussion af overgangsalderen. Currier konkluderede, at overgangsalderen for majoriteten af alle kvinder passerer uden de store udsving. Selvom Currier lavede sit arbejde langt tidligere, var det først i 1940’erne, at overgangsalderen vandt anerkendelse som emne i den brede befolkning. På trods af det var det sløvt med forekomsten af videnskabelige studier af fænomenet. 

Ikke før i 1970’erne kom forskningen rigtigt i gang på området, og endnu senere – omkring 20 år efter – begyndte forskere at se på, hvordan samfundet påvirker kvinders oplevelse af overgangsalderen. I 1996 konkluderede forskerne Rostosky og Travis, at medicinalindustrien nærmest havde patent på opfattelsen af overgangsalderen på trods af mangel på grundlæggende data, manglende kontrolgrupper i diverse studier, vage definitioner og åbenlyst nedsættende sprogbrug i den anerkendte viden om overgangsalderen.

Det er problematisk, fordi kvindens oplevelse af klimakteriet kan påvirkes af hendes øvrige livssituation, omgivelser og den omgivende kulturs opfattelse og fortolkning af overgangsalderen. Så hvis hun forventer, at overgangsalderen og dens symptomer er slemme, er der faktisk en større risiko for, at det vil blive en slem periode. En slags selvopfyldende profeti.

Og derfor begynder fortællingen anderledes denne gang.

Den anden historie
Sussie Jensen på 57 år bor i Præstø og har det bedre end nogensinde, og så menstruerer hun ikke længere. Det er omtrent syv år siden, hendes blødninger begyndte at opføre sig underligt. De var ellers altid kommet på klokkeslettet, måned efter måned, år efter år, og nu kunne hun ikke forlade sit hjem uden at være forsynet med bind i tasken. Det var en nødvendig sikkerhedsforanstaltning.

”Det er sgu nok overgangsalderen, der er på vej,” tænkte hun, og så tænkte hun også, at det blev skønt at slippe for at bløde, for det er jo alligevel en stor del af en måned – og af et kvindeliv – der kan gå med den slags.

I en ikke-repræsentativ spørgeskemaundersøgelse har vi fået svar fra 37 kvinder og to mænd om deres oplevelser med og opfattelser af overgangsalderen. Svarene er indhentet ultimo oktober 2018, og resultaterne er ikke generalisérbare. 

Størstedelen af respondenterne angiver, at de tror, at over halvdelen af alle kvinder oplever symptomer på overgangsalderen. Mange tror, at mellem 80 og 100 procent af alle kvinder oplever symptomer. Kun én respondent angiver, at det er en tredjedel, hvilket anses for det rigtige svar, hvis man spørger lægevidenskaben.

Sussie er én af de cirka 33,33 procent. Efter to år med blødningsforstyrrelser fulgte hedeturene; nogle nætter var de der fire, fem, seks gange, de intense eksplosioner af varme, som holdt Sussie vågen om natten. Frem og tilbage for at åbne og lukke vinduer og med en kold karklud på panden.

“På det tidspunkt var det invaliderende for mig. Jeg blev virkelig slidt og træt af det, og det var hårdt.”

Men:

“Mit humør er blevet meget mere jævnt godt, end det var, da jeg var yngre. Der er ikke de der kæmpe udsving længere. Mine 20’ere var nogle ordentlige rutsjebaneture op og ned og meget ned, og det er blevet bedre og bedre. Altså, jeg vågner om morgenen og er tilfreds og glad. Det er simpelthen det fedeste. Så den der følelse af at hvile i sig selv, den er tydelig,” fortæller hun. 

I København, godt 100 kilometer nord for Præstø, bor Janne Merete Larsen på 52, og hendes overgangsalder er så småt ved at være overstået. Hun begyndte allerede at mærke de første tegn på menopausens komme, da hun var omkring de 40. Til at begynde med var hun egentlig bange for, om hun mon var gravid, for sådan føltes det lidt med brysterne, der pludseligt blev ømme. 

Hendes menstruation blev uregelmæssig, og sommetider gik der flere måneder, hvor den slet ikke kom. Andre gange var blødningerne som Det Stockholmske Blodbad. Og så var hun øm i hele kroppen, og hun kunne vågne om morgenen og føle sig helt tung og influenzaramt. Senere kom svedeturene, hedeturens våde søster.

“Der var en årgang, hvor jeg hele tiden tog tøj af og tøj på, og der har været perioder, hvor jeg har svedt så meget – mest på mine ben, brystkasse og ned mellem brysterne. Det føles rædselsfuldt, og jeg skal ikke engang klage,” siger hun.

Janne havde aldrig nogensinde været bange for overgangsalderen, og da hun svedte i fuldt flor fik hun mest af alt en følelse af, at lige nu markerede et tidspunkt, hvor hun skulle igennem noget. Og nu hvor det lader til, at hun er ved at være på den anden side af symptomer og blodbade, føles det ikke, som om noget er gået tabt eller er forsvundet. Tværtimod.

“Jeg synes selv, jeg er kommet ind i den allerbedste alder. Mine børn er flyttet hjemmefra, det er mig, der er i fokus på en helt anden måde end før. Jeg gør det, jeg gerne vil nu, og jeg har tid og overskud til helt andre ting. Det er vildt sjovt, min datter beskriver det sådan, at når vi taler i telefon sammen, så snakker vi altid om mig,” siger hun.

Pilleglasset er fyldt
Hvis man gerne vil hele klimakteriespekret rundt, kommer man ikke uden om læge og forsker Lotte Hvas. Hun gik selv i overgangsalderen som 41-årig, og selvom det ikke er hendes personlige overgangsberetning, der er væsentligst lige nu, er den stadigvæk vigtig. Det er nemlig den og et lille pilleglas, der betød, at hun endte med at beskæftige sig med og forske i kvinders overgangsalder.

Pilleglasset indeholdt tabletter med østrogen, som kan lindre overgangsgener, og hun fik dem stukket i hånden, da hun stadig lå helt groggy efter en operation. Lotte Hvas havde lige fået fjernet sine æggestokke, og det betød, at hun med stor sandsynlighed stod lige på tærsklen til sin egen overgangsalder. 

Det var tilbage i 1990’erne, da hormonbehandlingen var på sit højeste, og nu lå hun i en hospitalsseng og fik anbefalet østrogen til behandling af overgangssymptomer, hun ikke engang havde – endnu.

Det, Lotte Hvas oplevede, var et eksempel på en af de fortællinger, vi har om overgangsalderen, hvilket hun selv skulle opdage, da hun begyndte sit forskningsprojekt om emnet. For det viste sig nemlig, at samfundet og den fortælling, kvinder hører i medierne og fra medicinalindustrien, har stor betydning for, hvordan de får det, når de kommer i overgangsalderen. 

Selv om kvinders forventede levetid allerede var steget drastisk i 1990’erne, og de derfor havde flere år med hedeture, blødningsforstyrrelser og udtørrede slimhinder at se frem til, behandlede sundhedsvæsenet blandt andet symptomer på overgangsalderen med smertestillende og sovepiller, hvis lægerne ikke brugte hormonbehandling på grund af den umiddelbart effektive virkning. 

Men ingen fortalte om bivirkningerne ved hormonbehandlingen – heller ikke Lotte Hvas’ kollega, der gav hende det lille pilleglas.

Det er i dag over 20 år siden, og pilleglasset har hun stadig; det er endda stadig fyldt. Kort efter operationen gik Lotte Hvas rigtignok i overgangsalderen, og hun fik hedeture, som holdt hende oppe om natten. Men faktisk havde hun det godt det meste af tiden, og hun tænkte, hun var sluppet billigt; hun havde jo altid hørt, at klimakteriekvinder havde det hårdt! 

Det billede harmonerede ikke med, hvad kollegaen havde sagt, og hvad medierne skrev om overgangskvinder.

Derfor tog Lotte Hvas en beslutning: hun ville finde ud af, hvordan kvinder i overgangsalderen havde det, og hun ville snakke med kvinderne selv. Til at begynde med sendte hun spørgeskemaer ud, og hun fik over 1.000 besvarelser. Hvad kvinderne sagde, kom bag på hende. 

Overraskelsen? Overgangskvinderne havde næsten kun gode ting at sige om det liv, de levede.

En syg snak
I 2002 fik sundhedsverdenen et chok. Women’s Health Initiative, et længerevarende nationalt, amerikansk forskningsprojekt i overgangskvinders sundhed, udgav en rapport om hormonbehandling af kvinder i overgangsalderen, og kritikken var sønderlemmende. Der var forhøjet risiko for hjerteanfald, brystkræft og hjertekarsygdomme, og lægerne skulle til at ændre adfærd i forhold til deres anbefalinger af hormonbehandling til kvinder. 

Rapporten kom nemlig oven på en bølge af hormonel behandling, der toppede i 1990’erne, hvor hungeren efter jomfruelig skønhed og det evige liv var i centrum for de fleste, og hvor hormonbehandling derfor blev anset for et vidundermiddel.

Selvom vi er “way past” 1990’erne i dag, er vi på mange måder stadig influeret af årtiet. Ikke kun når det gælder lys denim, Buffalo-sko og de store hårelastikker, der kaldes scrunchies, som nyder en hæderkronet renæssance i øjeblikket, men også når det gælder medicinalindustriens advokering for hormonbehandling. 

For selvom lægerne er mere påpasselige med at give hormoner til kvinder i overgangsalderen i dag, har hormonbehandlingen stadig været med til at danne rammen for en opfattelse af, at overgangsalderen er en turbulent tid, hvor man sveder sig selv ihjel og står med det ene ben solidt plantet i graven. 

Man har groft sagt grus i skeden og ligner én, der har tabt sutten, når man åbner vinduet i et i forvejen iskoldt Danmark, fordi man rider af sted på en bølgende hedetur, der føles som en indre eksplosion af varme på et sted mellem 40 og 100 grader celsius.

Men måske er overgangsalderen ikke en sygdom eller en undergang.

Slim, sex og samfund
Der findes næppe noget fælles facit for, hvad det idéelle samleje indebærer, men for de fleste er en del af det sandsynligvis ikke, at akten føles, som om ens underliv er fyldt med glasskår. Tørre og tynde slimhinder er ganske normale under overgangsalderen, og det kan give problemer i forbindelse med sex.

Glasskår i skeden var efterhånden sådan, Sussie begyndte at opleve hvert samleje med sin partner. Derfor besøgte hun sin læge for hjælp og fik ordineret nogle stikpiller med hormoner i – en mild dosis som skulle virke lokalt. Der gik ikke længe med den milde behandling, før hun begyndte at få små samlinger af væv i brysterne, som hormonerne havde fremprovokeret. De små knuder forsvandt igen, da Sussie stoppede med medicinen.

“Det har lidt dræbt lysten til sex. Han er heldigvis enormt nem at snakke med, og han er meget okay med det… men altså ikke mere okay end jeg er, vel.” 

Og det er et tab, et tab af intimitet, uddyber hun.

Ifølge rapporten ’Menopause: A fresh look at the much misunderstood phenomenon’ tager de fleste studier ikke højde for ændringer i den mandlige partners seksualitet, når de beskriver problematikker med sexlivet i forbindelse med overgangsalderen. Men en ældre kvindes seksualitet afhænger af hendes partners formåen og interesse, ligeså meget som den afhænger af ændringer i hende egen krop og psyke. 

Og selvom der ikke er samme form for pludselige begivenhed i mænds biologi som i kvinders, aftager produktionen af fertil sperm også med alderen, ligesom kvindens ægproduktion stopper. Med alderen sker der også en ændring i mænds hormonproduktion, og man mener, at det begyndende fald i hormonniveauet starter et sted mellem 46 og 55 år.

Sara Skaarup er sexolog og journalist, og hun beskriver tørre slimhinder som et lavpraktisk problem, der kan have stor effekt på både partner og seksualitet. Hvis man dertil lægger andre gener, som for eksempel at svede som en gris, kan det hurtigt komme til at føles som en pubertet nummer to, hvor man er under ombygning igen.

“Mange kvinder bliver optagede af, hvad der sker med dem nu; både i forhold til de fysiske forandringer, men også i forhold til at lære sig selv bedre at kende. Kernegrunden for at være her, altså at kunne føde børn, er væk, og nu skal vi selv finde ud af, hvorfor vi er her,” siger hun.

Og så forklarer hun, at alting kommer i bølger – også sexlivet og lysten. Hvis man er utilfreds og ønsker, at noget bliver anderledes, er første skridt at tage ansvar. Om det ansvar indebærer en tur til gynækolog, stikpiller eller at tage de elementer, der kredser om sexakten, op til revision, er op til den enkelte. 

Måske er seksualiteten noget andet, end den var engang. Måske er den ikke længere spontan og vild, og måske er det mere hyggesex, bekræftelsessex og sex på aftalte tidspunkter, så man kan nå at tage en stikpille – eller viagra – inden.

Det er ikke en sygdom
Sorg over at miste sin ungdom, skønhed og kontrollen over egen krop, fordi der opstår irriterende symptomer, er problematikker, der optager moderne kvinder, ifølge rapporten ’Meanings of Menopause – Cultural Influences on Perception and Management of Menopause’ fra ’Journal of Holistic Nursing’, hvor forskere har undersøgt diskurser om og opfattelser af overgangsalderen blandt det, de kalder ’traditionelle’, ’immigranter’ og ’moderne’ kvinder. 

Disse temaer kan have større effekt på de ’moderne’ kvinder, fordi medicinalindustrien stadig har stor autoritet, når det gælder fortællingen om overgangsalderen i den vestlige verden.

Medicinalindustriens fortælling, også kaldet den biomedicinske diskurs, anser overgangsalderen for at være en invaliderende sygdom, og østrogen som vidundermidlet og svaret på alle kvinders bønner. Men denne diskurs er en farlig cocktail, når den blandes med den vestlige verdens glorificering af ungdom og skønhed, og den kombination har haft stor indflydelse på opfattelsen af overgangsalderen i vores del af verden, hvor mange ser den som en tid fyldt med tab.

Det resulterer sågar i, at nogle af de kvinder, der stadig ikke er kommet i overgangsalderen, paradoksalt nok udtrykker mere angst for symptomerne forbundet med perioden end de kvinder, der rent faktisk er i overgangsalderen og oplever symptomerne.

Men det er ikke kun medicinalindustrien, der skaber overgangsalderens dårlige rygte. Medierne er propfyldt med sundhedsreklamer betalt af lægemiddelindustrien, der fortæller forbrugerne, at de ikke skal acceptere unødigt ubehag, når de er så privilegerede at kunne behandle selv en flækket negl med et medicinsk præparat. 

Derfor kan kvinder være mere tilbøjelige til at se på overgangsalderen som en tilstand, der skal behandles, i stedet for som en begivenhed i livet, der skal tolereres, når den indtræffer, og selvom medicinalindustrien er afsender på disse budskaber, er medierne stadig med til at distribuere dem videre ud i den offentlige bevidsthed.

Desuden siger forskere, at der er en sandsynlighed for, at hedeture, nattesved og vaginale symptomer kan være oftere forekommende i vores moderne kultur, fordi kvinderne her er mere bevidste om, at disse symptomer er forbundet med overgangsalderen. 

I modsætning er lavt uddannede kvinder mere tilbøjelige til at slå symptomerne hen eller helt ignorere dem, og dermed er det heller ikke sikkert, at deres oplevelser med overgangsalderen fremstår lige så invaliderende i diverse studier, fordi de simpelthen ikke føler behov for at fortælle om dem.

Også i vores egen spørgeundersøgelse med svar fra 37 kvinder så vi, at medicinalindustriens fortælling om overgangsalderen er dominerende. Blandt de respondenter, der ikke er i overgangsalderen, svarede de blandt andet, at de forbinder perioden med officielt at være en ældre kvinde, samt en lang liste af forskellige symptomer, menstruationsstop, ikke længere at være fertil, og som en tid, hvor man tænker: “Hvor blev livet af?”, som én udtrykker det.

Det mener Lotte Hvas, der er grund til at ændre på. Hendes undersøgelse af kvinder i overgangsalderen endte som en doktordisputats, som blev fundamentet til bogen ’Overgangsalderen – bedre end sit rygte’, der netop påpeger, at den biomedicinske diskurs stadig er dominerende i samfundet. 

“Når man kigger på kropslige symptomer som træthed og ked-af-det-hed, som er almenmenneskelige symptomer, så kan man vælge at tolke i den der biologiske retning, og så bliver det pludselig til et symptom, og når vi snakker symptomer, så bliver det meget hurtigt til en diagnose, og når det er en diagnose, så bliver det til behandling,” siger hun.

I stedet mener Lotte Hvas, at vi bør fokusere på at trække tingene over i en eksistentiel kontekst, hvor vi bliver bedre til at tale med hinanden og ikke ser overgangsalderen som en sygdom, vi skal behandle os ud af.

“Hvis man snakker om det i forhold til eksistensen, så har vi for det første ikke særligt meget sprog for det, og det er jo det, der er problemet. Vi er ikke vant til at snakke om, at man kan være ked af det uden at fejle noget, eller uden at man så straks er deprimeret, eller at man er urolig eller bare har lyst til at sidde for sig selv på sit værelse og kukkelure, fordi man har en dårlig dag. Det må man bare ikke,” siger hun og fortsætter: 

“Så vi er ikke vant til at snakke om, at sådan er livet også på godt og ondt, og nogle gange er der jo nogle i overgangsalderen, som har det rigtig skidt og har mange hedeture og sover dårligt om natten, men det er så også en del af livet og behøver ikke at være en sygdom.”

Den svedige seksualitet
Nu vender vi tilbage til punktet, hvor man sveder som en gris, for netop svedeture blev ret afgørende for Janne, der så småt er ved at tage endeligt afsked med overgangsalderen. For hende betød sveden blandt andet en midlertidig afsked til al sexlyst.

“Der var i hvert fald to år, hvor jeg tvang mig selv til at tage mig sammen og have sex, og jeg kunne godt bruge dage på at sætte mig op til det. Jeg lugtede anderledes, følte mig mega ulækker. Mest havde jeg bare lyst til, at min mand skulle holde om mig, og jeg syntes, det var synd for ham. Han havde mange spørgsmål: Elsker du mig ikke mere? Synes du ikke, jeg er attraktiv? Det var hårdt for parforholdet, og så måtte jeg kompensere for andre ting,” siger hun.

Så var der det der med kroppen. Kroppen i aldring. Janne begyndte at få topmave, hendes lår begyndte at hænge, og hun var ærligt talt træt af det, og et eller andet sted kunne det ikke være rigtigt, for når hun kiggede sig selv i spejlet, var hun stadig 18 år. 

Føler hun sig lækker i dag? Ja, fuldstændig!

Spørger man Sara Skaarup, er det meget normalt, nærmest selvfølgeligt, at kvinder bliver påvirkede af de fysiske forandringer, der begynder at vise sig, såsom at antallet af lys i lagkagen bliver større. Man mister det ungdommelige udseende og får et andet udtryk; nogle kalder det ’slidt’, mens andre vil kalde det ’erfarent’. 

Nogle kan pludselig få den opfattelse at blive usynlige blandt omverdenen, at de ikke længere er spændende, og det kan være svært at abstrahere fra, fordi vi også tillægger os selv værdi ud fra, hvordan omverdenen reagerer på os. 

Det er ikke alle, der ligger under for det, men nogle bliver ramt i en sådan grad, hvor det gør ondt, når man ikke længere føler sig attraktiv eller værdsat. Og det er uanset, om man er single eller godt gift.

Når det er sådan, skyldes det blandt andet en kulturel norm om samtalen inden for dét felt: Man er mindre attraktiv, når man ikke længere er ung. Skønhed handler om udseende, og skønhed og ungdom er forbundne. 

Hvem får de store, kvindelige hovedroller i film, hvem bliver valgt som ankerkvinder i reklamer? Udseendet, og det unge af slagsen, er en meget stor faktor for de fleste kvinder, selvom vi ikke altid selv vil indrømme det. 

Og på samme tid har vi også en bevidsthed om, at det kan være politisk ukorrekt at indrømme, hvor vigtigt udseendet er, for vi véd godt, at skønhed kommer indefra, ikke? Ikke desto mindre er det forbundet med et tab ikke at have den ungdommelige glød længere. For nogle kvinder påvirker det deres lyst til at føle sig seksuelle, og man kan få kropskomplekser. 

“Topmave og hængebabser kan gøre ondt. Hvis unge kvinder trækker maven ind, når de har sex, er der også voksne kvinder, der gør og bliver ved med det samme,” siger Sara Skaarup.

At blive en moden kvinde er ikke ensbetydende med, at man partout har det godt med sig selv. De fleste kvinder oplever heldigvis at være tilfredse. Mange af dem har haft et utal af erfaringer med forskellige partnere, eller også har de været sammen med den samme partner i lang tid. For flere begynder det i stigende grad at handle om, hvad kroppen kan bruges til, og ikke hvordan den ser ud. 

“Det er et privilegium, man har som moden kvinde. Erfaringsmæssigt at hvile i sig selv,” siger hun.

Som et led i Sara Skaarups virke som sexolog er hun i kontakt med mange modne kvinder, og hun har bemærket en bevægelse, hvor netop dén gruppes seksualitet kræver sin udfoldelse. Mange kvinder i 40’erne og 50’erne er langt fra afblomstrede, og de har et stort mod på at genopleve sig selv. Den indre livslyst overruler, at der muligvis er fede lår, der også fylder. Devisen lyder lidt: Måske er jeg ikke objektivt lækker, men jeg føler mig erotisk. 

At føle sig erotisk handler ikke så meget om antallet af samlejer, men er i stedet en form for selvværd, hvor man føler sig sansende og levende, og hvor man bruger sin krop på en måde, hvor man kan mærke, at man er i live. Det er bare meget sjældent, vi hører om kvinder 50+, der offentligt proklamerer, at de har tørre slimhinder, og at de stadig er seksuelle. 

Skaarup peger på, at overgangsalderen er et tabu, der efterhånden er blevet brudt, og at vi blandt andet kan takke Renée Toft Simonsens nyeste bog ’Jeg er f*ucking hot’, som netop påtaler hedeture og den modne kvindes sexliv som værende det bedste nogensinde.

Kvinde i klimakteriet
Hvad er kvindelighed, og hvordan er man kvindelig? Begge er spørgsmål, der blev påtrængende for Lotte Hvas, da hun tog rundt og interviewede danske kvinder om klimakteriet. Har menopausen påvirket din kvindelighed? Måske ikke overraskende var det et punkt, som blev meget svært at udtømme. 

For prøv lige at spørge dig selv: Hvordan er du kvindelig? For mange er det svært at svare på og gøre konkret.

Vi spurgte på vores Facebook-side, hvordan – hvis overhovedet – menopausen havde haft indvirkning på kvindernes forståelse af deres egen kvindelighed. En enkelt kvinde, som stadig har månedlige blødninger, skriver: “Det at have menstruation har ikke været det, der får mig til at føle mig kvindelig. Det har mere været som et nødvendigt onde. Så for mig er det ikke essentielt, og jeg glæder mig lidt, til det er ovre. Så jeg regner ikke med, jeg vil føle mig som mindre kvinde.”

Til spørgsmålet om, hvordan hun selv forstår kvindelighed, forklarer hun, at det nok er en grundfølelse af at føle sig som en kvinde; men om det er på grund af hendes to x-kromosomer og det hormonspejl, det giver, det ekstra brystvæv, de brede hofter og en livmoder, er ikke til at sige. 

Men noget, der for alvor har fået hende til at føle sig som kvinde, har været at være gravid og amme sine børn.

En anden kvinde, som ikke længerere bløder, peger selv på menstruationsstoppet som en vindersituation, snarere end et tab af nogen som helst art – heller ikke kvindelighed. 

At nå den fase i livet hvor bind, tamponer og menstruationskopper ikke længere er en væsentlig faktor, bliver for mange kvinder opfattet som en lettelse, snarere end som et tab af noget kvindeligt, frugtsommeligt eller ungdommeligt. Det er også den konklusion, Lotte Hvas nåede frem til i sin undersøgelse af overgangsalderen.

Sussie savner heller ikke sin menstruation. Overhovedet. Og selvom overgangsalderen kastede mange eksistentielle spørgsmål op i luften og rykkede rundt på nogle mentale brikker, har hendes følelse af at være kvinde ikke flyttet sig, efter hun stoppede med at bløde.

“Jeg synes, der er en masse evner, der knytter sig til kvindelighed. Egenskaber som at rumme og at favne, at reflektere og tage imod. Jeg tror, det har haft en positiv betydning for mig, at jeg ikke har fået børn og ikke har villet have børn, så det har også betydet, at jeg ikke har været så knyttet til den kvindelighed, der er forbundet med frugtbarhed,” siger hun.

At have en positiv holdning og acceptere den midterste del af livet som en naturlig overgang er en nøgle til at navigere i overgangsalderen. Kvinder fra ikke-vestlige samfund, der ikke opfatter overgangsalderen som en medicinsk tilstand, er bedre rustet til at håndtere symptomer uden hormonbehandling ifølge rapporten ’Meanings of Menopause’.

I hverdagens interaktioner er det mere reglen end undtagelse, at vi ikke taler om livet og dets forandringer, og selv blandt midaldrende kvinder behandles overgangsalderen og livet som kvinde 50+ med tavshed, frygt, uvidenhed og afsky. Overgangsalderens betydning afhænger af kulturelle skikke og den mening, vi tillægger den, såvel som måden den bliver præsenteret på i en given kultur. 

Det er i hvert fald sikkert, at medierne har potentialet til at spille en afgørende rolle i at få kvinder til at se på overgangsalderen som noget, der handler mindre om underskud, nedbrydning og kontroltab og mere som noget, der handler om selvbestemmelse, frigørelse og positiv forandring. Og noget kunne tyde på, at det netop er her, behovet ligger. 

For som vi jo lige har fået at vide, er overgangsalderen måske ret svedig?

Du kan også få fortællingen om kvinders guldalder læst højt.